Sø i unipark bliver rengjort: ikke alle fisk overlever

Den ene af de to søer i Aarhus Universitetspark skal renses. Søen bliver i øjeblikket tømt for vand, og når det er gjort, skal bunden graves op og køres væk, før søen atter skal fyldes med vand. Hele projektet koster ca. en halv million, men så er der også betalt for redning af alle søens fisk – eller næsten alle.

Af Mads Arnbjerg

Selvom søen er den mindste af de to søer i Aarhus Universitetspark, er det alligevel et stort projekt at rense den. Danjord A/S, der står for projektet, begyndte i sidste uge med at tømme søen for vand. Næste skridt er så at fjerne mudderet på bunde og køre det væk, før søen atter bliver fyldt med vand.

”Vi ved ikke hvor meget mudder, vi skal fjerne, men det finder vi ud af undervejs. Jeg tror, det tager 3 uger maks.,” siger Stef Heykoop, direktør for Danjord A/S.

Ikke alle fisk er heldige nok til at blive flyttet i tide. Foto: Mads Arnbjerg

Søens folk

Ud over tomme øldåser og gamle hjul, ligger der også en del døde fisk på bredden af den skrumpende sø.

”Vi besøger stedet flere gange om dagen. Så tager vi dem vi kan få øje på, og sætter dem over i den store sø. Det er ikke, fordi vi går der døgnet rundt,” siger Stef Heykoop.

Ansat fra Danjord bruger hver dag nogle timer på at patruljere søen og rede strandede fisk. Foto: Mads Arnbjerg

De fisk, der bliver reddet, kan dog se frem til en sundere sø. Hvis en sø har en meget næringsrig søbund, kan det føre til en stor mængde alger. Algerne kan gøre vandet grumset og gøre det svært for andre arter at trives i søen. Det voldsomme indgreb kan altså gøre, at søen både bliver pænere at kigge på for universitetets studerende og bedre at bo i for universitetsparkens fisk.

Professor i sø-økologi ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet Dennis Trolle har ikke selv noget at gøre med rensningen, men ved, hvorfor man generelt laver et så voldsomt tiltag.

”Det her gør man, fordi søen har en høj koncentration af alger. Det man prøver på, er at lave en lidt mere klarvandet sø, hvor man på den måde kan øge biodiversiteten,” siger han.

Fiskene der allerede ligger på bredden får dog ikke glæde af det nye rene vand.