Biograf genopliver Voldemort: ”Vi håber børnene kommer”

Biografen Øst for Paradis viser Harry Potter-serien i efterårsferien, og håber, at flere børn og unge finder vej til de røde sæder. Danske Biografer bakker op om at genbruge film. 

Af Sarah Birch Bekker

Sidste gang publikum fulgte med i magien ved Hogwarts var for ni år siden. Nu har biografen Øst for Paradis, der ligger i Aarhus C, sat alle otte Harry Potter-film på programmet, og viser dem løbende i efterårsferien. Det er første gang nogensinde, at filmserien vises på biografens lærreder. 

Efter forårets nedlukning er biograferne nu åbne igen med restriktioner. FOTO: Sarah Birch Bekker

Biografernes betydning for kulturlivet

Biograferne er en stor del af det kulturliv, borgerne i Aarhus synes er vigtigt. Det fortæller formand for kulturudvalget og Medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget i Aarhus byråd, Steen Bording Andersen. 

”Kulturlivet er det, byens borgere er glade for, og det er biograferne en vigtig del af. Når vi spørger aarhusianerne, hvorfor de er glade for at bo i Aarhus, så svarer over 40%, at det frie kulturliv er en af grundene. Så det er meget vigtigt, og derfor skal vi passe på vores kulturliv, inklusiv biograferne,” siger Steen Bording Andersen. 

Sofie Jensen, der er distributionsassistent og kommunikationsmedarbejder ved Øst for Paradis, fortæller om behovet for at vise filmklassikerne i efterårsferien. 

”Når vi vælger at sætte klassiske film på vores program, så er det, fordi vi synes, det er en vigtig del af filmhistorien. Og det er vigtigt, at folk får set og genset de her film,” siger hun.

”Vores behov er, at vi hele tiden gerne vil prøve at udvikle os på flere områder til flere målgrupper og også børnefamilier og børn. Så det er jo også et håb om, at forældre kan tage deres børn med i biografen i efterårsferien og se Harry Potter-filmene sammen,” siger Sofie Jensen. 

Biografen håber, at flere børn vil komme og se Harry Potter i efterårsferien. FOTO: Sarah Birch Bekker

Oppe at køre efter nedlukning

Efter et halvt år med nedlukning, aflysninger og udskydelser af film, er Øst for Paradis nu oppe at køre igen med fuld åbningstid, men det er er en forandret hverdag. 

”Helt generelt er det jo ikke nemt at være biograf lige nu. Vi har en maks-kapacitet på cirka halvdelen af sæderne i alle vores sale. Så det er klart: det kan vi da mærke,” siger Sofie Jensen fra Øst for Paradis.

De ældre film kan forhåbentligt skaffe ekstra besøgende til biografen, selvom salene kun kan rumme det halve af kapasiteten. FOTO: Sarah Birch Bekker

Og netop konsekvenserne af corona-pandemien, kan nu ses i biograferne. Det fortæller direktør for brancheforeningen Danske Biografer, Lars Werge.

”Der er bare ikke lige så mange, der kommer. Det skyldes udbuddet af film og det skyldes restriktionerne, vi er underlagt,” siger han. 

”At der så kommer nogle gamle film, er jo forhåbentligt kun med til at gøre, at der kommer nogle folk i biografen,” siger Lars Werge.

Biograferne fylder meget i det Aarhusianske kulturliv, ifølge formanden for kulturudvalget i byrådet. FOTO: Sarah Birch Bekker

Selvom Harry Potter-serien sagtens kan findes på diverse streaming-hjemmesider, mener Sofie Jensen fra Øst for Paradis, at oplevelsen er en helt anden i biografen.   

”Det er en vildt fed oplevelse, at få lov til at se Harry Potter i en biograf. Det er en visuelt større oplevelse, end at se dem hjemme. Man sidder jo sammen med andre, og deler oplevelsen. Og går derfra med en anden oplevelse, end hvis man havde set den derhjemme,” siger Sofie Jensen. 

About sabibe

En journaliststuderendes spændende vej ud i medieverdenen.