Undersøgelse af sexisme kræver politisk handling

Rådmand for Kultur- og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad(RV), vil undersøge omfanget af sexisme i det Aarhusianske kultur- og fritidsliv. Forkvinden for Dansk kvindesamfund, Helena Gleesborg Hansen, roser initiativet, men vil også se reel politisk handling.

Af Mette Marie Rasmussen

”Det er rigtig godt, at der bliver taget initiativ til at kigge på problemet, men det skal også følges op af konkrete handlinger,” siger Helena Gleesborg Hansen, om den nye undersøgelse Kultur- og borgservice har søsat.

Kultur- og Borgerservice har endnu ikke lagt sig fast på, hvordan de konkret vil arbejde med løsninger på problemet.

”Vi har bevidst sagt, at vi ikke lægger os fast på nogen tiltag, før vi ser resultatet af undersøgelsen. Der ville jo ikke være nogen grund til at undersøge det, hvis vi allerede vidste, hvad vi skulle gøre,” siger pressechefen hos Aarhus Kommune, Michael Jaap. Undersøgelsen forventes at være færdig inden året er omme.

Formanden for Kulturudvalget og medlem af Folkeoplysningen, Steen Bording Andersen, støtter op om undersøgelsen.

”Omfanget og udbredelsen af problemet overrasker mig, og det kræver handling. Der er brug for nogle solide tal til at overbevise skeptikerne, der siger ’nå ja, men ligestilling er jo meget godt på vej’,” siger han.

Et sted at starte

Der er nogle tiltage, som interesserorganisationer ved virker.

”Folk skal vide, hvor de kan gå hen med et sexisme- eller seksuel chikane problem,” siger Helena Gleesborg Hansen.

Steen Bording Andersen er enig med Helena Gleesborg Hansen, om at klare retningslinjer er et oplagt sted at tage fat: ” Der er brug for nogle meget, meget tydelige retningslinjer og krav, om hvordan man håndterer sexisme i foreninger.” Steen Bording Andersen afviser ikke, at tage sagen op af egen drift i Folkeoplysningen eller Kulturudvalget.

Faglig viden hos organisationerne

“Det er en udbredt holdning, at sexisme og seksualiserede overgreb er noget holdningsbaseret, men der eksisterer jo en faglighed på området,” siger Zen Donen, bestyrelsesmedlem fra Everyday Sexism Project, Danmark. Der opfordrer Kultur- og Borgerservice til at indrage den faglighed og viden, der allerede ligger hos interesseorganisationer.

Feature foto: Henning Bagger/Scanpix