Til kamp mod unødvendige aflysninger: Aarhus Teater vil teste skuespillere for corona på bare 15 minutter

Foto: Lasse Momme Jessen

Hvis en skuespiller skal testes for corona, skal Aarhus Teater aflyse forestillinger i op til tre dage. I hvert fald hvis testen skal tages i de hvide telte. Med en ny test, der giver svar på 15 minutter, vil teatret undgå unødvendige aflysninger og samtidig skabe tryghed hos skuespillerne.

Af Lasse Momme Jessen

En forkølet skuespiller kan i disse tider have store konsekvenser for et teater. Sådan er det også på Aarhus Teater, hvor man nu vil anvende en ny test i kampen mod corona. Hvis en skuespiller skal testes i de hvide telte, kan der nemlig gå op til tre dage, før svaret lander i indbakken.

”Hvis en skuespiller føler sig sløj og forkølet og derfor kan være positiv med corona, er vi nødt til at aflyse en forestilling og afvente, at han eller hende har fået svar på sin test,” siger kommunikationschef på Aarhus teater, Morten Daugbjerg.

”Det er klart, at det har store konsekvenser for økonomien,” forklarer direktør på Aarhus Teater, Allan Aagaard og fortsætter: ”Vi kan ikke vente tre dage på, at en skuespiller er testet negativ. Det kan betyde aflysninger i flere dage.”

Derfor vil teatret nu selv i gang med at teste med en såkaldt antigentest, der kan give svar på blot et kvarter. Udover at kunne teste skuespillerne, når de har symptomer, tilbyder teatret også deres skuespillere, at de kan blive testet 1 til 2 gange om ugen uden symptomer. På den måde kan de hurtigt afværge katastrofen og slippe for unødigt at skulle aflyse en forestilling. Samtidig kan hyppig testning være med til at mindske smittefaren og skabe tryghed hos skuespillerne, forklarer Allan Aagaard.

Foto: Lasse Momme Jessen
Testen er ikke den eneste foranstaltning, som Aarhus Teater har taget i brug i kampen mod virusset. Under prøverne skal skuespillerne markere kys og kram i stedet for at udføre det. Live skal det kun gøres, hvis det er yderst nødvendigt. Samtidig opfordrer man instruktørerne til at tænke coronavirus ind i opsætningen af stykkerne. Det forklarer Allan Aagaard, direktør.

Firma i Risskov står bag den nye test

Det er firmaet DNA-Diagnostic fra Risskov i Aarhus, som står bag den nye antigentest. Et negativt svar er næsten lige så sikkert negativt, som hvis man får taget den type test, man bruger i de hvide telte. Desværre viser testen mange falsk positive svar.

Testen foregår sådan her: Skuespilleren podes med en vatpind i halsen, der derefter sættes ned i en væske. Man bruger så en pipette til at suge en del af væsken op og sprøjter den derefter ud på en pind – der lidt ligner en graviditetstest. Efter et kvarter lyser man på pinden med UV-lys, og så får man sit svar.

Se, hvordan testen fungerer her:

Videoen er produceret af DNA Diagnostic, der er virksomheden bag testen.

Allan Aagaard fortæller, at hvis en skuespiller testes positiv for coronavirus, bliver han eller hun testet en gang til med en ny antigentest. Hvis antigentesten er negativ, driver faren over, og forestillingen kan afholdes. Så er skuespilleren nemlig negativ. Hvis testen derimod er positiv, må skuespilleren en tur i de hvide telte, og teatret må vente tre dage med at åbne de bonede gulve for publikum.

Direktøren forsikrer samtidig, at teatret kan foretage testen sundhedsmæssigt forsvarligt. Det er nemlig en person, som er uddannet i de hvide telte og som til dagligt poder danskerne, der skal teste skuespillerne.

Den nye test letter presset på skuespillernes skuldre

Det har været et stort ønske fra skuespillerne at kunne blive testet nemmere. En skuespiller vil nemlig ikke være skyld i en aflysning, fortæller Allan Aagaard.

”Skuespillere er et folkefærd, der gerne spiller med 40 i feber, et brækket ben og en brækket arm. Den går selvfølgelig ikke nu.”

Kommunikationschef Morten Daubjerg fortsætter: ”Det kan være svært for en skuespiller at være skyld i, at man må aflyse en forestilling. Det letter derfor presset lidt, når de kan blive testet samme dag.”

Den tolkning af skuespillernes ihærdighed er skuespiller Anders Baggesen helt enig i. Han har for nyligt spillet med i teatrets opsætning af Ludvig Holbergs stykke ”Den Vægelsindede”.

”I gamle dage var det umuligt at aflyse, hvis man var det mindste syg. Det var en katastrofe og ganske umuligt. Så tog man sig sammen. Det blev til en oparbejdet disciplin gennem årene. Men med den nuværende situation, er det helt anderledes. Det ville være svært for mig at blive væk, men jeg ville gøre det,” siger han.

Selvom han er glad for, at Aarhus Teater nu selv vil teste deres skuespillere nemmere, tror han ikke, at han vil bruge muligheden, hvis han ikke har symptomer.

”Jeg synes, det er en rigtig god ide. I dag er det sådan, at hvis bare en af os har en lille mistanke om at være smittet, falder det hele fra hinanden. Men jeg vil ikke testes uden grund, eller hvis jeg ikke føler, jeg har behov for det. Jeg har aldrig været til det der med at helgardere sig fuldstændigt. Vi skal jo bare leve livet, mens vi er her. For fanden!” udbryder han.

Allan Aagaard håber selvfølgelig, at flest mulige vil lade sig teste, fordi det gør systemet bedre. Alligevel vil og kan han ikke tvinge skuespillerne. ”De er i deres gode ret til at sige nej.”