Skraldecafé udsat for hærværk


”Det er så lavt, som noget overhovedet kan være,” siger Tim Theodor Nielsen. I hånden har den ledning, der er blevet skåret over natten til torsdag. Det er det seneste hærværk, der er begået imod det sociale initiativ fællesSKABET.

Af Mette Marie Rasmussen

På Sydhavnen i Århus er der et par køleskabe, der er fyldt med gratis mad til alle, der har lyst. Både udsatte borgere, økonomisk trængende, børnefamilier og studerende kommer og henter mad i køleskabene.
Den sidste måned har initiativet været nødt til at smide en masse mad ud. Ukendte gerningsmænd har trukket stik ud til kummefryseren og skåret ledninger over til køleskabet. Mad, der skulle gives til nogen, der har brug for det, røg i skraldespanden.

Tim er praktikant i Skraldecaféen og viser ledningern, der er blevet skåret over.

FællesSKABET er et initiativ, der redistribuerer overskudsfødevare. Det handler om bæredygtighed – både økonomisk og for klimaet. Køleskabet er ofte fyldt op med luksusmad fra byens restauranter, rester fra en konfirmationsfest eller fødevare, der er doneret eller skraldet fra lokale supermarkeder.

”Jeg har hørt en hjemløs skrige ud over Sydhavnen ”Fuck, hvor det fedt at være hjemløs, man får jo luksusmad,”” griner Tim Theodor Nielsen, der er praktikant hos Skraldecaféen, der er ansvarlig for fællesSKABET. Overskudsmaden er ikke kun til socialt udsatte. Alle er velkommen til at komme og tage for sig af retterne.  

Ledning skåret over

Torsdag morgen kom Tim Theodor Nielsen og Else Marie Sørensen, der har været frivillig i projektet to år, ned til fællesSKABET for at gøre køleskabene rene og fylde op med friske, donerede madvare til fri afbenyttelse. Det gør de hver mandag og torsdag, men sidste torsdag fik de en kedelig overraskelse.

”Nogen har bevidst fisket kablet ud helt herinde fra og skåret i det med en hobbykniv” siger Tim med armen klemt inde mellem de to køleskabe.

Måneden før det var stikkene trukket ud til køleskabene og en kummefryser.
”Vi var nødt til at smide alt maden ud, der var tøet op. Man bliver altså ufatteligt ked af det.” Siger Else Marie Sørensen.


Nu er køleskabene ikke tændt mere, så FællesSKABET tager kun imod mad, der ikke bliver dårligt. ”Jeg har jo repareret det to gange, men så bliver det bare ødelagt igen” siger Tim.

Folk skal kunne være annonyme

Det er vigtigt for FællesSKABET, at man stadig kan hente maden anonymt, så selvom tanken om videoovervågning har strejfet dem, er det ikke en mulighed.
”Nogen kommer krybende langs murene med barnestolen bag på cyklen. De skal kunne føle, at de trygt kan hente mad.” Siger Peter Nedergaard, der kommer forbi skraldecaféen for at få en kop kaffe og en snak, for skraldecaféen er også et socialt initiativ og en åben dør.

”Pointen er, at det ikke er flovt. Det er for alle. Studerende, der ikke kan få tingene til at hænge sammen sidst på måneden, enlige mødre, eller nogen der bare lige kommer forbi. Efter Corona er der flere der bruger stedet, der enten er gået ned i løn eller er blevet fyret,” siger Peter Nedergaard.

”Og så burde det fandme ikke være nødvendigt at videoovervåge!” udbryder Tim og banker en flad hånd i bordet.