Aarhus Kommune og energiselskaber fremlægger vision for grøn omstilling til 8,4 mia.

I samarbejde med fire store energiselskaber lancerer Aarhus Kommune ”Energistrategi Aarhus”. Der skal investeres i ledningsnet, energianlæg og generel grøn omstilling, fremgår det af en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.

Af Mette Marie Rasmussen


”Vi bliver nødt til at sætte fokus på vores forbrug og energi. Vi skal være sikre på, at det hænger sammen på længere sigt,” siger Ango Winther(S), næstformand for teknisk udvalg i Aarhus Kommune. Omstillingen og realisering estimeres til at kræve investeringer på 8,4 mia.

Den nye energistrategi er en rammesætning for fremtidigt samarbejde i Aarhus Kommune, og meget ligger ikke fast endnu. Planen er et udtryk for byrådets intention om et tæt samarbejde med AffaldVarme Aarhus, NRGi, AURA Energi og Ørsted. Både energiselskaberne og kommunen forpligter sig til samarbejdet.

FOTO: Drew Salapatek. Studstrupværket leverer el og fjernvarme til Aarhus og er drevet af Ørsted. En task-force skal forbedre samarbejde mellem Århus kommune og studstrupværket.


”Nu pågår der en demokratisk proces, så må vi se hvor langt demokratiet kan bære. Vi vil gerne blive enige i byrådet, så er der større chance for at det bliver en succes på lang sigt,” siger næstformand Ango Winther, der slår fast, at der er bred opbakning til energistrategien i Aarhus Byråd, og at han forventer at strategien kan blive vedtaget inden november er ovre.  

Strategien skal danne ramme for Aarhus’ grønne omstilling og gøre det muligt, at nå Aarhus Kommunes mål om CO2-neutralitet inden 2030. Strategien omhandler udviklingen af energiparker i Studstrup og Lisbjerg, etablering af elnet og ladeinfrastruktur i midtbyen og fokus på smarte elløsninger i byudviklingen.

Energistrategien er et samarbejde mellem energiselskaberne. I pressemeddelelsen bliver samarbejdet omtalt som banebrydende, og det bliver understreget, at Aarhus er den første kommune med dette tætte samarbejde. Brian Vad Mathiesen, professor i miljøplanlægning, Aalborg Universitet, er ikke helt enig i kommunens analyse.
”Ja, jeg kan ikke rigtig se, hvad der er så specielt ved samarbejdet mellem kommunen og energiselskaberne. Det gør de også i eksempelvis Københavns Kommune. Måske er det nyt for Aarhus, men ikke i Danmark,” siger han.