Mere trafik i Østhavnen skaber bekymringer om borgeres sikkerhed

Molslinjens terminal flyttes. Det er ikke uden bekymringer. Fotograf: Henning Bagger, Scanpix

Billede af Henning Bagger, Scanpix

Flytningen af Molslinjens terminal fra Pier 1 til Østhavnen skulle være med til at sætte en dæmper på færgetrafikken ved Nørreport. Men flere har udtrykt bekymring for, at tiltaget skal gå ud over blandt andre børn og gående trafikanter.

Af Frida Holm Nim

Der er tryk på færgetrafikken. Molslinjen fragter hvert år 2,5 millioner passagerer og en million personbiler fra Aarhus til Odden. Disse skal nu flyttes fra Pier 1 til Østhavnen. Det vil betyde omtrent 4000 ekstra personbiler i døgnet.

Skoleelever og ’svage’ trafikanter

Skoleleder for Forældreskolen, Céline Vissing, frygter at flere bilister i området omkring vil forværre sikkerheden for eleverne i Marselisborgområdet, hvor privatskolen ligger.

”Der har i forvejen været et voldsomt øget trafikalt pres i området. Det er klart, at mere trafik vil skabe mindre sikkerhed for vores elever.”

I den forbindelse nævner Vissing blandt andet de seneste års udvidelse af havnen samt tung trafik tæt ved Marselis Boulevard. Mange børn krydser hver dag fodgængerovergangene nær skolen. Derfor har også netop dette har været omdrejningspunkt for debatter internt på Forældreskolen Vissing er bekymret for, at terminalen i Østhavnen kun vil forværre forholdene.

Det er ikke kun skolebørnene, der kan komme til at betale prisen for mere trafik i området. I Enhedslisten i Aarhus byråd har man desuden været bange for, at gående og de såkaldte ’svage trafikanter’ skal stå for skud. Det uddyber Keld Hvalsø, der stoppede som medlem af Aarhus Byråd 1. april i år.

”Vi var især bekymrede for de gående og cyklisterne, når de skulle stige ombord på færgen. Om de blev presset ind mellem bilisterne. Desuden ønskede vi at vide, om der var mulighed for et opsamlingssted for samkørsel,” siger Keld Hvalsø.

Ved Pier 1 var der et opsamlingssted for passagere, der benyttede sig af samkørsel, for eksempel GoMore. Her kunne man som passager stige på en bil ved et afmærket sted uden at frygte for, om man stod i vejen for andre bilister.Hvalsø fortæller også, ligesom Vissing, at han bekymrer sig om den tunge trafik i området ved Marselisborg og Østhavnen. Også her er gående og cyklister særligt udsatte.

”Indtil vi får en Marselisborg-tunnel, vil der fortsat være et stort pres fra lastbiler til og fra Containerhavnen.”

En international havn

Taler man med Lars Clausen, ingeniør og specialkonsulent for Mobilitet, Drift og Anlæg i Aarhus Kommune, så oplever han ikke, at det er flytningen af teminalen, der bør vække størst bekymring blandt borgerne. Han mener, at den største gene for borgerne er tung fragttrafik. Han tror ikke, at teminalen har nogen særlig betydning. Desuden nævner han, at man også skal se trafikken som et udtryk for Aarhus’ rolle internationalt.

”De seneste år har havnen udviklet sig markant. Der er tung trafik ved Marselis boulevard, der kan være voldsom for folk, der bor, arbejder og går i skole i området. Men det er Danmarks største erhvervshavn, så det er også en vigtig spiller i international målestok.”