Udviklingen på Aarhus Lystbådehavn gør det svært at drive fiskeforretning

Havnens Fiskehus på Fiskerivej i Aarhus modtager klager over larm og lugt. Udviklingen omkring lystbådehavnen gør det svært at drive forretning, og fiskeforretningerne står langt nede på prioriteringslisten hos kommunen. Det mener ejeren, men byrådsmedlem er ikke enig.

Af Lasse Momme Jessen

”Politikerne skal sætte sig ind i sagen og se, hvor svært det er drive virksomhed hernede. Det kan ikke nytte noget, at man bygger luksuslejligheder op ad os. Det harmonerer ikke. Hvis man vil bevare det her, så skal vi have noget albueplads,” siger ejeren af Havnens Fiskehus, Anders Andreasen.

Udviklingen omkring lystbådehavnen har skabt en række udfordringer for de erhvervsdrivende i området. Siden Aarhus Havn solgte lystbådehavnen til Aarhus Kommune i 2006, har man anlagt flere lystbådepladser og bygget nye boliger. Samtidig kom sport- og fritidsudvalget, en instans under Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, til at bestyre området. Anders Andreasen mener, at det betyder, at fiskeforretningerne nu befinder sig langt nede på prioriteringslisten.

”Sport og fritidsforvaltningen varetager selvfølgelig sport- og fritidsinteresser. Det skaber en konflikt med os som industri, der trækker i en anden retning. Det bliver vi klemt i.”

I stedet mener Anders, at området burde ligge under kommunens teknik- og miljøudvalg.

Kæmper med klager

De seneste år har forretninger kæmpet med klager fra brugere og beboere i området. Anders Andreasen synes nogle er berettiget. Andre ser han ingen logik i. Fiskehuset modtager dagens leverancer og gør klar til at lange fisk over disken mellem 03.00 og 07.00 tidligt om morgenen. Derfor larmer fiskehuset, mens de fleste sover, og den larm kan ikke undgås ifølge Anders Andreasen.

”Noget, der altid har været på en bestemt måde, bliver pludselig et problem. Vi har fået flere henstillinger om larm, fordi vi kører med trucks. Det har vi altid gjort, men nu bor der nogen på den anden side af vejen, som bliver vækket om natten,” siger Anders Andreasen.

Han kan godt forstå klagerne, men han mener samtidigt, at man må regne med larm og lugt, når man bor så tæt på en række fiskeforretninger.

”Det er ikke sikkert, at bygherren har fortalt, at de små, romantiske fiskeforretninger, der ligger her, larmer. Det er ikke bare fiskeforretninger, men faktisk store grossist-virksomheder, der har 200 ansatte og leverer til byens restauranter, kantiner og supermarkeder.”

Ikke alle klager over fiskeforretningerne. Mange er også glade for, at de kan købe fisk lige uden for døren. “Man skal kunne købe fisk på havnen. Fiskehusene var der først. Jeg synes, alt det andet er småligt.” – Jane Jensen, beboer Langelinieparken. Foto: Lasse Momme Jessen.

Der skal være balance på lystbådehavnen

Steen Bording Andersen er medlem af byrådet for Socialdemokratiet og formand for Kulturudvalget hos Aarhus Kommune. Det er det udvalg, der er med til at sætte de politiske rammer for sport- og fritidsforvaltningen, som bestyrer området. Han mener ikke, at det vil gøre det nemmere for fiskeforretningerne, hvis lystbådehavnen var underlagt teknik- og miljøudvalget.

”Der er mange hensyn at tage i området, men det er der også andre steder i byen, så jeg tror ikke, at det ville gøre nogen forskel, at området lå under en anden forvaltning end sport og fritid,” siger han.

Han mener, at der skal være en balance og minder samtidig om, at der har været en dialog med parterne i og omkring lystbådehavnen.

”Der har løbende været en dialog med fiskeforretningerne, og vi har forsøgt at bygge bro mellem de forskellige parter. Vi i Socialdemokratiet synes, det er vigtigt, at der er plads til fiskeforretningerne, men det virker en smule som om, at hvis de ikke får 100% ret, så føler de sig glemt,” siger han.

Anders Andreasen er ikke uenig i, at der skal være plads til alle, og han har investeret i at få hentet affald hver morgen af et andet firma, selvom det er en dyr løsning.

”Hvis man ikke kan leve med fiskelugt og larm, så synes jeg, at det er et fint bevis på, at det ikke fungerer, at der ligger lejligheder 20 meter væk fra et industriområde,” siger han samtidig.

Steen Bording Andersen indrømmer, at der nu er helt andre præmisser, man skal drive forretning under.

”Det er en anden virkelighed i dag. Det er klart, at der sker en forandring. Da vi overtog området fra Aarhus Havn, gik vi ind og styrede det i langt højere grad. Forretningerne skal ikke stækkes fuldstændigt, men der skal også være plads til fritidsbrugerne. Begge parter er vigtige,” siger han.